Hvad skal vi med skyldfølelse?

Skyldfølelse

er et begreb, som bruges i mindst 3 forskellige betydninger eller sammenhænge. Grundlæggende er det jo en følelse. En følelse som vi alle får og kan mærke i kroppen, når vi sårer en vi holder af. Heldigvis. Pga. vores empati og medfølelse, gør det ondt i os, at se andre lide.

Når vi selv er årsagen til det, får vi naturligt behov for at lindre og undskylde og råde bod på det, så vi får genetableret den gode relation. Det er en konstruktiv måde at bruge skyldfølelse på. Derfor kaldes det også for sund skyld, da det motiverer os til positive handlinger. Sådan er det imidlertid ikke altid. Meget af det, mange kalder skyldfølelse, er faktisk selvstraf.

Altså tanker om ikke at være god nok, ikke at slå til, selvbebrejdelser, at være mindre værd end andre og tilsvarende. Dette kaldes også for en depressiv mekanisme, fordi det kan blive årsag til depression. Disse tanker, der virker som en forsvarsmekanisme mod underliggende følelser, dækker ofte over en ubevidst skyldfølelse, som undgås netop ved at bruge denne palet af negative tanker om en selv.

Ubevidste fantasier

Hvor kommer ubevidst skyldfølelse så fra? Ja, den kan komme fra noget så eksotisk som barndommens ubevidste fantasier. Børn har stærke følelser overfor deres forældre.

Faktisk så stærke at fx vrede undertrykkes sammen med de tilknyttede fantasier. Børns fantasier kan være meget drabelige, og når de er rettet mod de forældre, som de både elsker og er afhængige af, så fortrænges det hele. Men ubevidst huserer skylden over de negative følelser, fordi børn har svært ved at adskille fantasi fra virkelighed.

Ubevidst skyld og ISTDP

Det er den ubevidste skyld, vi i ISTDP anser som årsagen til vores patienters symptomer, deres selv-saboterende adfærd, depression, angst, selvskade, ja selv psyko-somatiske lidelse også kaldet funktionelle lidelser. En ubevidst skyld over ubevidste fantasier og imaginære handlinger. Får vi fjernet forsvarsmekanismerne og forløst den ubevidste skyld, fjerner vi samtidigt motoren, som driver symptomerne og problemadfærden. Dette er naturligvis meget lettere sagt end gjort – men dog muligt.