Empati vs. kritik

20. januar 2018

Empati er dejligt.

Især med mig. Jeg ønsker at alle mine venner, kolleger, naboer og familie udviser masser af empati. Det ønsker jeg også af min tandlæge og mekaniker og terapeut. Men jeg vil faktisk også meget gerne kende sandheden om mine tænders tilstand, min bils svagheder, og hvordan jeg håndterer mine følelser og relationer. Også den uhensigtsmæssige adfærd som jeg ikke selv har erkendt (endnu). Det er faktisk der, mit udviklingspotentiale ligger. Ligesom jeg ønsker den viden, som oplyser mig om, hvordan jeg kan forholde mig bedre til mine tænder og min bil, vil jeg gerne det samme med mig selv. Dertil har jeg brug for et andet menneske, der vil og tør spejle mig og min adfærd nøgternt og realistisk og fortælle mig det. Så jeg får mulighed for at forholde mig til mig selv, uden slør, uden sminke, uden selvbedrag, men realistisk. Det véd de fleste, som har haft et konstruktivt skænderi med sin partner. Det gør ondt at få sandheden stukket i fjæset. Men kan jeg sluge kamelen og stoltheden, og efterhånden erkende og acceptere mig selv med mine fejl og mangler og særheder, og kan min partner det samme, så kan vi mødes (k)ærligt. Empati er godt, men ærlig snak og feedback er også godt. Selvom min første reaktion som regel er, at jeg hader at høre det.

Ærlig snak

Det vil med andre ord sige, at det er ikke alt det, som jeg forventer og ønsker empati for, som jeg bør have den for. Mit selvbillede kan være urealistisk godt eller urealistisk dårligt. Det indrømmer jeg kun nødigt. Men en ærlig kritik, kan hjælpe mig. Neil Young synger i sangen Ambulance Blues på “On the Beach”: ”There ain’t nothin’ like a friend who can tell you you’re just pissin’ in the wind”. I et interview med Jonathan Demme gik samme Neil Young så langt i forbindelse med samtalen om at præstere overfor et publikum, at han prøver at “welcome failure”. Sikke en ambition.

Velkommen kritik

Jeg gik engang på en terapeutisk uddannelse, hvor vi fik en T-shirt med instituttets navn og følgende trykte tekst nedenunder: ”Undskyld – jeg tåler ikke kritik”. Det, syntes jeg, var vældigt. Indtil en vaks kvinde med det tonefald man bruger til at trøste en 3-årig, der lige har slået knæet: ”Nåe da, lille ven”. Den fes ind, og T-shirten blev klippet til klude. Velkommen kritik. Jeg elsker det ikke, men jeg kan tåle det. Jeg vokser af det, når jeg lytter.

bubblemedia