Hvad skal vi med dødsangst?

24. december 2017

Angsten for at dø, kan man måske mere præcist kalde for frygt. En frygt for en uundgåelig begivenhed. Mon ikke de fleste er bange for dødsprocessen, og hvordan det vil foregå til sin tid. Denne fremtidige begivenhed frygter vi naturligvis, især når den bliver konkret fx i form af en livstruende diagnose. Indtil da, går de fleste trygt rundt i håbet om, at det ikke er nødvendigt at tænke på døden foreløbigt. Men begynder man på det, kommer frygten snigende.

Buddhisterne er hårde i filten. De arbejder aktivt på at imødegå alskens illusioner (undgåelsesmanøvrer også kaldet forsvarsmekanismer) ved at konfrontere virkeligheden. Munkene har fx en meditation, hvor de samler en afdød munks knogler foran sig. Derefter mediteres på den kendsgerning, at før eller siden udgør en sådan bunke knogler alt, hvad der fysisk er tilbage af en selv.

Dødsangst og ISTDP

I ISTDP arbejder vi primært med angst for følelser. Følelser, som vi ubevidst ikke ønsker at mærke. Altså noget indre. En angst som er hovedårsagen til det repertoire af bevidste og ubevidste undgåelsesmanøvrer, som vi har på rygraden, og som bliver årsagen til de belastende og dybest set unødvendige problemer, som vi lider under. Faktisk en angst for noget godt indeni os. Rene følelser er gode og vigtige, da de informerer os om, hvordan andre mennesker og omverdenen påvirker os.

Er dødsangst så også en angst for følelser? Ikke nødvendigvis, men døden kan aktivere ubevidste følelser.
Frygten for at dø er reel. En frygt for en objektiv begivenhed. Altså på linje med en udefrakommende trussel.
Meget af det vi i daglig tale kalder angst, er faktisk blot bekymringer og tanker. Altså som udgangspunkt ikke angst i en fysiologisk forstand, men blot forestillinger om fremtiden, selvom bekymringstanker naturligvis medfører et mærkbart fysisk ubehag. Den angst og ubehag forsvinder dog, mens man tænker på noget andet fx. på, hvordan man kan leve et godt liv.

Dødsangsten og den kropslige reaktion

Dødsangsten eller -frygten kan naturligvis vække en række følelser af sorg, vrede og længsel. Følelser, som jeg måske ikke er fortrolig med, og som jeg bevidst eller ubevidst ikke ønsker at mærke, fordi de gør mig nervøse. Den nervøsitet kan mærkes kropsligt. Her kommer vi så ind i det fokusområde, som vi arbejder med i ISTDP. Nemlig at bryde undgåelsesadfærden, konfrontere nervøsiteten og mærke de underliggende sunde og naturlige følelser inkl. sorg og smerte.

Frygten for døden kan vi ikke fjerne. Den må vi acceptere, ligesom vi må acceptere døden. Men den eventuelle angst for de medfølgende følelser, kan vi fjerne – ved at mærke dem, og kun derved.
Det er et grundvilkår, at vi skal dø. Hvor grundlæggende er dødsangsten? Ikke mere grundlæggende end, at praksis viser, at når fysisk eller psykisk smerte bliver ubærlig, kan det overtrumfe angsten, og døden blive et tilflugtssted, en udfrielse, som man længes mod.

Irvin Yalom oglivets 4 grundvilkår

Irvin Yalom har skrevet en vigtig bog ”Existential Psychotherapy” om livets grundvilkår. Jeg har personligt haft stor gavn af, at arbejde med de 4 vilkår, som han beskriver: døden, friheden (ansvaret for ens valg), ensomheden og meningsløsheden. Men ved genlæsning af afsnittene om dødsangst, bliver det klart, at meget af det er intellektuel filosoferen og spekulationer. Det er ikke forkert eller dårligt, ja faktisk interessant – men. Døden er et biologisk faktum. Og efter min mening, og Yalom er næppe uenig, er den primære opgave for det første, at se den virkelighed i øjnene. Dernæst at konfrontere de følelser, vi har i forbindelse den virkelighed. Sekundært får man ofte filosofiske og religiøse overvejelser, som også bliver påtrængende, og yderst værdifulde at afklare sig i forhold til. Risikoen er dog, at ved at dyrke det sidste og glemme det første, altså de følelsesmæssige reaktioner, at tanker og tro kan blive måder at undgå følelserne på. Og det sker let, da de færreste af os er vante til at mærke følelserne fysisk i kroppen. Derfor har nogen brug for en anden til hjælpe med den del. Ens eget ubevidste kan man jo i sagens natur ikke selv se. Det er meget lettere for andre fx ens partner.

Kahlil Gibran skriver i ”Profeten” s.10: ”Og aldrig kendte kærligheden sin egen dybde, før afskedens time var inde.” Det har mange oplevet sandheden i. Men så må det omvendte også gøre sig gældende. For at kende dybden i ens kærlighed, må vi se afskeden i øjnene – i tide.
En anbefalelsesværdig buddhistisk øvelse i at se dødsvilkåret i øjnene, er følgende 20 minutters tankeeksperiment 7 dage i træk: Du har 2 år tilbage at leve i. Hvad vil du bruge de 2 år på? Næste dag 20 minutter på, du har 1 år tilbage? Næste dag 6 måneder osv. 1 måned, 1 uge, 1 dag og til sidst 1 time. Det hjælper en til at få kontakt med ens værdier.

Hvad skal vi med dødsangst?

Vi skal bruge den til at leve. Leve fuldt og helt i dag i overensstemmelse med ens personlige grundværdier. Og huske som en klog bjørn sagde til Grisling, da denne korrekt konstaterer: ”En dag skal vi dø.” Hvortil Peter Plys svarer: ”Men alle de andre dage skal vi ikke.”

bubblemedia