Adfærdsspecifik feed-back

Om hvordan man løser samarbejdsproblemer? Hvad bør man ikke gøre, og hvad man kan gøre i stedet?

Har man en relation til et menneske (ægtefælle, kollega osv.), som man vurderer, er værd at bevare og uddybe, og der opstår en modsætning, en konflikt, en uenighed eller en misforståelse, da har man en udfordring. Problemet bliver en sten i skoen og en barriere af negative følelser, som skal fjernes, hvis samarbejdet skal tilbage på sporet og relationen udvikles. Et redskab til at gøre dette kalder David Bradford & Carole Robin adfærdsspecifik feed-back i deres bog: ”Connect – Building Exceptional Relationships with Family, Friends, and Colleagues”.

Den helt store faldgrube er at tro, at man kender den andens motiver og hensigter, og at man sjovt nok ofte dømmer dem negative. Men det vil være ens egne tolkninger og konklusioner. Vi kan kun vide, hvad der foregår i andre, hvis de fortæller det. Alle har i øvrigt i deres egen selvforståelse overvejende positive hensigter.

Udfordringen kompliceres nemlig af, at der er 3 forskellige realiteter, som eksisterer, når 2 mennesker mødes. Lad os som eksempel se på Hans og Grete, som er uenige om deres børn skal have kød. Hans kritiserer Grete for ikke at være principfast nok, men han vil på sin side ikke diskutere emnet færdigt.

Realitet nr. 1 er Hans’ intention (inkl. behov, motiver og følelser), som kun han kender, da den er subjektiv. Den 2. realitet er Hans’ adfærd, som de begge kan observere og endda dokumentere på video. Den indeholder de ord, han bruger, samt tonefald, kropssprog, gestik, ansigtsudtryk o. lign., og som er objektiv (selvom Hans ikke nødvendigvis er bevidst om alt vedrørende, hvordan han udtrykker sig).  Den 3. realitet er den følelsesmæssige påvirkning Hans’ adfærd har på Grete, og som kun hun kender, da også den er subjektiv. Dvs. at de 2 personer hver især kun kender 2 af de 3 realiteter. Hans kender ikke den påvirkning, hans udtryk og udtalelser skaber i Grete, og Grete kender ikke Hans’ motiver.

Skænderier skyldes ofte, at parterne udtaler sig om det, de ikke kan vide noget om - nemlig den andens subjektive virkelighed. Man kan tolke, og via projektion tillægge den anden negative intentioner og derfor føle sig berettiget til at beskylde og bebrejde den anden. Få konflikter er derigennem nået til en lykkelig afslutning. Grete kunne falde i den fælde at gå over på Hans’ banehalvdel og fx sige: ”Du er en stivstikker, der er ligeglad med mig. Du er lige så konfliktsky som din far. Du gider kun ture frem med dine egne fine holdninger. Du er så selvretfærdiggørende og klog, at du ikke behøver at høre på andre end dig selv.” Osv. Hun går med andre ord efter manden i stedet for bolden, som først var emnet og bagefter blev hans adfærd – at holde op med at tale. Derefter er det nærliggende for Hans at gå i modoffensiven og fx svare: ”Nej, det er dig, der er ligeglad…” Osv. Osv. Læg mærke til at de fleste af den type sætninger starter med du.

Hvad bør man da gøre?

Holde sig til de 2 virkeligheder, som man kender. Kun udtale sig om det man er bevidst om i sig selv, og det man kan se den anden gør - den andens handlinger. Dvs. ens egne følelser og tanker samt den konkrete adfærd, som begge parter kan obervere. Det kaldes bl.a. at blive på sin egen banehalvdel og her at give adfærdsspecifik feed-back.

Grete kan fortælle Hans, at når han nægter at tale færdigt om uenigheden (virkelighed 2 - den objektive), så oplever hun sig ikke hørt eller respekteret, og at det frustrerer hende vildt (virkelighed 3 - hendes subjektive). Og når det er gjort, kan hun nysgerrigt og aktivt interessere sig for Hans’ tanker, følelser, holdninger, motiver, erfaringer osv. (virkelighed 1 – Hans’ subjektive), for at blive klogere. ”Når du ikke siger noget (Hans’ adfærd), så bliver jeg usikker og ved ikke, hvor jeg har dig. Jeg kommer til at tænke på, om mine holdninger er gode nok (Grete’s subjektive oplevelse). Jeg undrer mig over, at du ikke vil tale emnet færdigt, når det er så vigtigt for os begge. Jeg vil virkeligt gerne vide hvorfor? Hvad føler og tænker du, som får dig til at stoppe kommunikationen?” (nysgerrig på Hans’ subjektive virkelighed).

Feed-back er en gave af 2 grunde. For det første fordi giveren leverer information om den virkelighed, som modtageren ikke kender, og ikke kan få på andre måder. Og for det andet er informationen brugbar, fordi adfærd kan ændres. Fordelen er ydermere, at når giveren holder sig på egen banehalvdel, og ikke tolker på modtagerens motiver mv., så bliver det en hel del lettere at modtage og forholde sig konstruktivt til feed-backen.

Feed-backen skal altså indeholde 3 elementer: Beskrive modpartens konkrete adfærd + egne reaktioner på den adfærd + nysgerrighed på den andens følelser og tanker.

Således forebygges mudderkastningen, og kærlighedens brændstof, nemlig fortroligheden – vil styrkes.