Gratis forsamtale
Jeg foreslår, at inden vi evt. aftaler et forløb, at du kommer til en ½ times samtale uden beregning, hvor vi kan se hinanden lidt an. Hensigten med det er, at give os begge muligheden for at fornemme, om vi har den rette kemi for et samarbejde, som jo ikke er helt billigt. Kemien er afgørende for et godt resultat, og det har man ikke med alle. Du kan spørge om, hvordan jeg arbejder o.lign., og du kan give et rids over de problemer, som du gerne vil adressere. Hvis ikke kemien er der, eller min venteliste er for lang, har jeg gode folk i mit netværk, som jeg kan henvise dig til.
Hvad er psykoterapi?
En psykoterapeutisk behandling, sådan som jeg praktiserer den, bygger på etableringen af et konstruktivt samarbejde mellem dig og mig. Og i den udstrækning nogle af dine vanskeligheder måtte hæmme vores samarbejde, vil vi naturligvis tale om dét, da det ofte svarer til de vanskeligheder, du oplever i relation til andre.
Behandlingen handler til manges overraskelse meget om, hvad du oplever her og nu. Dine følelser og kropslige fornemmelser er fokuspunkter for, at du kan lære noget nyt om dig selv.
Det er afgørende for succes at forpligte sig selv på at arbejde hårdt, åbent og ærligt, når langvarige selvdestruktive mønstre skal ændres. Og vær forberedt på, at det kræver mod, fordi det ofte gør ondt at blive klogere på sig selv.
Overordnet set er det min holdning, at bag mange af vores udfordringer ligger en ubevidst undgåelse af sandheden - både den ydre og den indre. Derfor er helbredelse at se sandheden i øjnene. Problemet er her, at "sandheden er ilde hørt", eller som en af de tidlige kirkefædre Tertullian sagde: "Den første reaktion på sandheden er had." Det må vi så prøve at komme over, hvis vi vil helbredes.
Den metode jeg blandt mange andre væsentlige metoder er inspireret af hedder Intensiv Dynamisk Psykoterapi (ISTDP), som du kan læse mere om via linked nederst på siden.
Hvor længe varer et psykoterapeutisk forløb?
Et godt spørgsmål, men intet godt svar. Enkelte med et klart defineret fokus, kan undertiden få løst det på en enkelt session. Andre har behov for flere måneder. Det varierer alt efter den enkeltes motivation, mål og problemstillinger.
Dit forandringspotentiale ligger dybest set i hænderne på dig selv. Det vil i vores terapeutiske og ligeværdige samarbejde især sige, hvordan bruger du de input, som jeg kommer med? Tager du stilling? Rækker du ud? Tager du imod? Siger du mig imod, når jeg rammer ved siden af? Tager du dig selv alvorlig? Hvordan forholder du dig til din proces mellem sessionerne? Arbejder du hårdt, eller forventer du, at jeg gør det for dig?
Her er en feed-back fra en af mine klienter:
Hej Bjarne
Jeg har længe villet skrive til dig og sige et STORT tak for hjælpe mig til at kunne føle vrede og slippe angsten.
Angsten gjorde mit liv til et helvede. Men fra den dag i starten af året, du hjalp mig til at tillade vreden og tage revanche over min tidligere chef, har angsten været væk - og det er den stadig.
Og, ja, mit stressniveau er ekstremt. Men det er ingenting ved siden af angsten. Livet er værd at leve igen :)
Mange hilsner fra
Hans
Læs mere under: "Intensiv dynamisk korttidsterapi" samt "Coaching - find din power"